I efteråret 2023 blev Havneselskabet af Roskilde Kommune anmodet om at overveje, om det vil være muligt at etablere en Autocamper-parkeringsplads ved Roskilde Havn. Hensigten er at skabe en plads, hvor autocamperturister kan parkere kort tid – få dage – og under ordnede forhold og nyde godt af de samme faciliteter, som havnen tilbyder gæstesejlere og mod tilsvarende betaling.
Bestyrelsen nedsatte en arbejdsgruppe, som kort før årsskiftet kom med et forslag til, hvordan og på hvilke vilkår en sådan plads vil kunne etableres. Forslaget blev behandlet i bestyrelsen og der var opbakning til at gå videre med projektet, idet en række uafklarede spørgsmål dog skal afklares med Roskilde kommune, før en egentlig planlægning kan iværksættes.
Pladsens drift skal således kunne ske inden for havneadministrationens nuværende rammer, og en række forhold omkring pladsens etablering skal straks eller på sigt medføre forbedrede forhold for havnens brugere og gæster.
Endelig skal det sikres, at Havneselskabets andelshavere kan bakke op om projektet. Der vil derfor på den kommende generalforsamling blive redegjort for projektets indhold og muligheder.
Jens Børsting, Bestyrelsen